

Liva er startet i Bamboo vuggestue og har nu gået der i to uger. Bamboo er en fransk vuggestue med ca. 35 børn og 8-10 ansatte. I dagligdagen taler de kun fransk i vuggestuen, men heldigvis er der tre af de ansatte som taler engelsk. Det gør at vi kan få lidt informationer om, hvordan dagen er gået, for hverken Uffe eller jeg taler fransk. Det er lidt underligt at vi ikke kan tale med de ansatte, men Liva lader til at trives godt.
Den første uge gik strygende. Hun løb ind og legede hver morgen. I sidste uge var hun lidt mere reserveret og ville gerne hænge lidt i mors ben, før vi sagde farvel. Jeg fik også at vide, at hun havde bidt nogle af de andre børn. Jeg har ikke hørt noget om bid i denne uge, så jeg håber, at hun er kommet på bedre ideer at løse konflikter med.
Vuggestuen fungerer meget som i Danmark. Om fomiddagen leger de ude til kl 9, hvorefter de synger i en halv time. Så opdeles de i grupper efter alder og laver forskellige aktiviteter som, rytmik, modelervoks, oplæsning, badning mm. Kl 11 leger de igen ude, hvor de har et kuglerum, cykler, ruchebaner, sandkasse og tre soppebassiner. Kl 11.30 spiser de dejligt hjemmelavet mad. De fleste dage er det fransk mad, men en dag om ugen er det vietnamesisk. Der er et langt menukort hængt op på væggen og det lyder virkeligt lækkert (der er også dessert!). Kl12 sover de til middag og Liva bliver hentet, når hun vågner kl 14.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar